Intro
Denne artikel er lavet for at oplyse om hvad MC rygmærker er, og hvorfor de bruges af de fleste MC klubber. Artiklen er primært tiltænkt personer uden for MC miljøet, som måske ikke kender historien bag rygmærker, og hvorfor de bruges i biker miljøet.
Motorcykelklubber og rygmærker
Danmark er et af de lande i verden der har flest motorcykelklubber pr. indbygger, og der er en lang tradition for at bære veste eller jakker som viser hvilken klub man kommer fra.
Rygmærker er traditionelt blevet båret af medlemmer af motorcykelklubber. Rygmærker kan indeholde forskellige symboler og tegninger, der repræsenterer klubbens navn, dens motto eller den by eller område klubben kommer fra.
I Danmark blev de første motorcykelklubber etableret i begyndelsen af 1900-tallet. Men det var først i 1950’erne og 60’erne, at rygmærker begyndte at blive udbredt blandt klubmedlemmerne. I denne periode opstod der også en lang række nye klubber, der hver især havde deres eget rygmærke.
I løbet af 1970’erne og 80’erne blev nogle af disse MC klubber associeret med kriminalitet og vold, hvilket førte til en stigende bekymring blandt myndighederne og offentligheden. Dette førte til at mange associerede rygmærker med noget negativt.
Årsagen skal nok findes i, at netop i 1970’erne og 1980’erne, var der meget fokus på nogle bestemte klubber, som er dem der af mange bliver betegnet som rockere.
Hvis man slår ordet “Motorcykel” op på Wikipedia, har de da også et afsnit omhandlende bander og rockere, hvor de skriver følgende:
Både i for- og nutid forbindes motorcykler verden over med subkulturer. Nogle af disse subkulturer har været løst forbundne, eksempelvis i motorcykelbanderne og rockerne fra 1960’erne. De fleste motorcykelorganisationer har lovlydige og fredelige medlemmer. Under 1 % af alle motorcyklister er medlemmer af bander.
Kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Motorcykel
Rygmærker er som en klubtrøje
I dag er der stadig mange motorcykelklubber i Danmark, men langt de fleste af dem, er ikke forbundet med kriminalitet eller vold. Mange klubber bærer stadig rygmærker som en del af deres identitet og tradition. Nogle få klubber har dog valgt at droppe rygmærkerne af hensyn til deres omdømme og offentlige image.
Vi har spurgt repræsentanter fra forskellige danske MC klubber, og mange siger at de ikke ser anderledes på deres veste og rygmærker, end for eksempel en fodboldtrøje, eller spejder uniform.
Faktisk er den generelle holdning blandt motorcykelklubber, at fordommene omkring rygmærker og læderveste er aftaget, og de ofte bliver mødt positivt med smil og hilsener når de er på tur sammen.
Motorcykelklubber i Danmark

Der er mange motorcykelklubber i Danmark, og de har forskellige formål og aktiviteter. Nogle klubber er fokuseret på at køre motorcykler, mens andre også har et socialt eller kulturelt formål.
Medlemmerne mødes i deres klubber, på grund af det sociale og deres fælles interesse for netop motorcykler. De fleste klubber har åbne klubaftenener hvor interesserede og nysgerrige er velkommen til at møde op og hilse på medlemmerne og drikke en kop kaffe.
Rigtig mange klubber er også gode til at besøge hinanden, og lave fællesture, hyggeaftener og grillfester.
Personer uden for MC miljøet, hører ofte kun om rygmærker igennem medierne, hvor det ofte har en negativ vinkel, og som oftest nævnes i forbindelse med “rockere” og bandekriminalitet. Dette er ærgerligt, da det kan give den opfattelse at alle med rygmærke er farlige, og noget man skal tage afstand fra.
Tit og ofte bliver motorcykelklubber også portrætteret på film, som værende “Bad guys”, som handler med stoffer og våben. Et eksempel er den populære serie “Sons Of Anarchy“.
Sådan er sandheden slet ikke, og møder du en flok motorcyklister, så er du altid velkommen til at komme over og hilse på og kigge på motorcyklerne.
1% vs 99% bikere
Det skal bemærkes, at selvom nogle motorcykelklubber er forbundet med kriminalitet, så er langt de fleste motorcyklister i Danmark lovlydige og respekterer loven. Nogle klubber bruger det berygtede 1% mærke for at signalere de hører til den ene procent af bikere, som ikke passer ind i samfundets regler og normer.
Modsat er der nogle klubber, der som modsvar og netop for at signalere at de er ordentlige og lovlydige personer, der blot elsker at køre motorcykel, som bærer et 99% mærke på deres vest eller jakke.
Kilde: Billedet er fra dgim-studio.