Ofte vil du som motorcyklist opleve at køre kolonnekørsel. Dette vil typisk være i forbindelse med større arrangementer, træf eller fællesture.

Det er derfor vigtigt at alle deltagere kender reglerne for kolonnekørsel, og respektere dem for at undgå potentielt farlige situationer.

Her kan du læse om de generelle regler for kolonnekørsel.

Dette er de uskrevne regler for hvordan man som motorcyklist skal forholde sig i en kolonne. Her er hvad færdselsloven siger om kolonnekørsel.

Kolonnekørsel, også kaldet lynlås, fordi man kører forskudt af hinanden i henholdsvis venstre og højre side. Denne formation minder om en lynlås, og deraf navnet.

Find din plads i kolonnen (Lynlåsen) – Og hold pladsen

Kolonnekørsel på MC - Lynlås

Man skifter aldrig plads fra venstre til højre side, eller omvendt, med mindre det er nødvendigt når kolonnen drejer, kører med afsætning, og er i lav fart efter et kryds.

Når du skifter bane, så ændrer du den bagvedkørendes afstand til ham som du efter skiftet kommer til at køre bagved, og du tvinger hele kolonnen bag dig til at skifte bane eller lave huller.

For lang afstand mellem kørerne

Mange nye motorcyklister er bange for at køre for tæt på den forankørende og holder alt for lang afstand i misforstået god mening. Derfor sker det at bilerne kan overhale og lægger sig ind i hullet mellem cyklerne. Træk frem og luk hullet, så “lynlåsen” er ensartet hele vejen ned.

Kør ordentligt og koncentreret

Accelerer og brems kontrolleret. Personen bagved vil forsøge at følge med når du pludselig accelerere kraftigt. Når du så længere fremme bremser, så er motorcyklisten bagved stadig i acceleration og skal bremse meget kraftigere ned end dig.

Det er et flot syn når man kører kolonnekørsel, og man kan blive helt betaget af at sidde og kigge langt frem, eller i sine sidespejle. Men når man kører mange, så kræver det ekstra koncentration. Så hold hele tiden fokus på de forankørende og den øvrige trafik.

Brug dit blinklys – Altid

Selv om vi alle sammen skal samme vej og det for dig er oplagt at dem foran drejer, så SKAL du signalere at du drejer. Dem bagved dig kan ikke altid se at vi skal dreje og bremser ikke ned tidligt nok. Dette gælder alle kryds og rundkørsler. Vi har før set at en løs MC’er har sluttet sig til gruppen og der hvor vi andre drejer til højre ud af rundkørslen, der forsætter han evt. videre rundt og riskere at køre sammen med dem der ligger på hans venstre side.

Hvis du vil hjælpe dig selv – så begynd at blinke ca. 100 meter før, så alle ved hvor du vil hen. Det hjælper dem som allerede holder og venter på dig og det hjælper alle andre bagved til at bremse mere kontrolleret.

Skal du videre rundt i rundkørslen, så blink til venstre allerede før du kører ind, så vi ved at du skal længere rundt og IKKE drejer fra til højre. Når du kommer til afkørslen lige før den hvor du skal fra, så blinker du til højre. Så er det nemt for os andre at se når du ønsker at køre fra.

BONUS: De biler som holder og venter, kan se at du blinker til venstre og du har meget større held med at de så venter på dig, fremfor at de kører ud foran dig. Bliv en mere sikker trafikant, Brug dit venstre blink når du skal rundt i rundkørsler. Det virker og er lovpligtigt i Tyskland.

Se dig for

Fordi ham foran dig kører over et lyskryds, er det ikke sikkert at du bare kan følge bagefter. DU har ansvaret for at der er grønt lys og fri for trafik. Vi ser ofte at mange må lave pludselige opbremsninger. Det er bedre at du STOPPER kontrolleret, herefter ORIENTERER dig – og først kører frem når du er sikker på at der er frit.

Træn det allerede nu – Så er du klar til senere

Kør alene eller lav en lille lokal gruppe på 5-10 cykler og træn det. Ellers er du ikke klar til at køre med 100 cykler, når muligheden eller behovet er der.

Du kan finde masser af fællesture og træf i vores MC kalender, eller på Facebook grupper som denne du kan deltage i.

Forfatter

Skriv en kommentar